© 2019 by Vigholt Konsulent

  • Find mig på Facebook
22.jpg

OPVÆKST

Storken måtte holde pause og få vejret  d. 27. juni 1947 på baggrund af kæmpe hedeslag i Danmark. Holstebro var ikke undtaget. Jeg voksede op i Holstebro sammen med min københavnske mor, som var uddannet sygeplejerske og min vestjyske far som var praktiserende læge.  Jeg var tredje skud på stammen og havde altså 2 ældre søskende. Den ældste i flokken var Per fra 1938, som var 9 år ældre end mig, og min storesøster Kis fra 1940, som var 7 år ældre end mig.  Min bror døde som 65 år gammel og æret være hans minde.

 

Min far valgte at sælge praksissen i 1961, hvor vi flyttede til Risskov, forstad til Aarhus. Dengang var Risskov et landeforstad og har altså udviklet sig meget over de sidste 50 år. Jeg var blot 14 og jeg blev indskrevet på Risskov Skole, hvor jeg pga. min flid kunne springe 5. klasse over.

ADOPTION

I 1995 blev jeg mor til min datter, som blev hentet som 6-årig fra et af de mange uhyggelig triste børnehjem i Rumænien, som man havde set i TV. Hun var 6 år, da hun kom til en snefyld decembermåned, og naturligt som det hele jo var, blev der ikke stillet et eneste spørgsmål fra den lille madame om, hvorfor hun blev hentet af sin mor og onkel på børnehjemmet. Hun fulgte gladeligt og trofast med til Risskov, nord for Aarhus. Terre des Hommes formidlede alle de børn i Østeuropa, som ingen adoptionsbureauer i Danmark turde at røre med en ildtang, og det takker jeg mig lykkeligt for. Johanna har et yngre biologisk søskendepar fra samme børnehjem, som blev adopteret til en anden dansk familie i Vendsyssel, og de har haft jævnligt kontakt siden 19998, hvor de genforenedes. De tre børn var mere betuttede  end egentlig lykkelige over gensynet, men Johanna var dog alligevel interesseret og nysgerrig på Vasilica & Marius, selvom hun hårdnakket påstod, at hun aldrig havde set dem før. 

Forvrængningen af de seks år på børnehjemmet skete gradvist. Jo mere dansk kultur, der blev labret i sig, destot mere af det rumænske røg der ud. Og med god grund, for det var ikke et behageligt sted. Hun blev student på Egå Gymnasium, senere bachelor i International Virksomhedskommunikation & Spansk, og er nu igang med  kandidten IT, Læring & Organisatorisk Omstilling på Aalborg Universitet i KBH, hvor hun pt er igang med sin praktikdel i LEGO® som brugeroplevelseskonsulent. 

1536649_10200617171745423_259481081_n.jp
1995_Joey (Børnehjem).jpg

Jeg havde som barn bestemt mig for enten at blive købmand eller læge. Det viste sig, der var flere 'blå blink' ved lægegerningen, og jeg blev færdig som cand.med som 25-årig i 1973, et par måneder efter min mor gik bort af brystkræft. Hendes sygdomsperiode var heftig og frygtelig besværende for hende og hun blev til sidst lammet pga. metastaser i hjernen. Hun var en bramfri, fyldig kvinde, og man kunne altid høre hvilket værelse hun var, for man skulle bare gå efter latteren og de høje hvin. 

Mit første vikariat som 1. reservelæge foregik på hhv. kirurgisk og psykiatrisk afdeling på Viborg Sygehus. 

Jeg har altid været stolt af mit fag og i 1988 blev jeg specialist i intern medicin og senere kardiolog i 1991, hvor jeg året efter skrev min doktorafhandling og kunne dermed kalde mig dr.med. Titler har vi aldrig gået op i i familien - kun erfaringen og viden bag det hårde arbejde. 

(1995)

Når man får et barn i forslag, så får man altid et billede med. Her ses Johanna 5-6-år gammel på børnehjemmet. 

(1997)

Billedet blev taget til Aarhus Stifttidende, hvor jeg blev interviewet om min vanskelige adoptionsproces som enlig adoptant.